4. juli 2022

Akademisk Kor søger nye sangere

Vi er et blandet klassisk kor med stolte traditioner, mod på nye udfordringer og et varmt socialt fællesskab. En ny sæson står for døren, som vi åbner med Mozarts Requiem og Arvo Pärts Te Deum. Hvis du har lyst til at være med, har vi optagelsesprøver d. 25. august om aftenen.

Vi søger primært nye basser og tenorer, men der er enkelte pladser i de øvrige stemmegrupper.

Før du søger optagelse opfordrer vi dig til at synge med til de første tre korprøver i sæsonen: d. 10., 17., og 24. august. Der får du mulighed for at vurdere, om koret er noget for dig.

Derudover øver vi det, du skal synge i kvartet til optagelsesprøven. Korprøven varer fra 19-21:45, og første prøve foregår på Karen Blixens Vej 1, 2300 København S. De efterfølgende 2 korprøver foregår på Skolen ved Søerne på Frederiksberg.

Du melder dig til ved at skrive en mail til vores formand Taja Brenneche på: formand@akademisk.kor.dk

Hvordan foregår optagelsesprøven?

Til optagelsesprøven skal du synge i kvartet sammen med tre andre sangere fra koret og synge en solosang efter eget valg.

Du får tilsendt de relevante noder, så du har mulighed for at øve derhjemme, og kvartetsangen øves desuden til de tre første korprøver.

Det eneste krav til din solosang er, at det er en, du godt kan lide at synge. Husk at tage ekstra noder eller becifringer med til dirigenten, som vil akkompagnere dig på klaver.

Nye sangere i Akademisk Kor bliver vurderet på musikalitet og stemmekvalitet. På evnen til at synge rent, at kunne bære sin egen stemme i en kvartet og til at lytte og finde ind i en fælles kor-klang. Dirigenten vil også teste dit stemmeomfang, altså hvor højt og dybt du kan synge.

Til optagelsesprøven vil der foruden dirigenten være 4-8 stemmerepræsentanter - det er dem, du skal synge kvartet med - og en repræsentant fra bestyrelsen til stede.

Mere om Akademisk Kor

Vi synger primært oratorier, typisk 3 om året, som vi opfører sammen med Akademisk Orkester. Hver koncert er en fest, som hver sanger lægger meget energi i at forberede.

Vi hører hjemme i København, men vi tager også på tur. Indenfor de sidste år har vi for eksempel været i Nordjylland, på Langeland og i Finland og Italien.

Vi øver hver onsdag aften, for det meste på Frederiksberg. Nogle gange om året har vi også prøver i weekenden, og vi har generalprøve inden hver koncert.

Læs mere om at være sanger i Akademisk Kor her:

http://akademisk.kor.dk/medlem.htm

Ingen kommentarer:


Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Dette websted blev oprettet 16-08-1995.