18. september 2020

Mendelssohns Elias


I Akademisk Orkester og Kor tror vi på det bedste og planlægger at afvikle koncert søndag d. 1. november kl. 16.

Efter et forår præget af nedlukning har vi i Akademisk Orkester og Kor en ekstra stor appetit på og sult efter at lave musik sammen. Vi øver efter bedste evne under de givne omstændigheder: holder afstand, spritter af og lufter ud. Og til jer, kære publikum, vil vi sige: Vi tror på det.

Vi har fundet et dejligt stort rum, hvor der er plads til både orkester, kor og solister og ikke mindst til publikum. Der satser vi på at holde koncert. Der er ikke plads til så mange af jer, som vi ellers gerne ville have spillet og sunget for, så vi vil bede jer om at købe billetter på forhånd, så ingen risikerer at gå forgæves.

Vi fejrer Nenia Zenanas 20 års jubilæum

Vi har glædet os til i dette koncertår af fejre et flot jubilæum: Vores dirigent, Nenia Zenana, stod på podiet foran Akademisk Orkester og Kor for første gang for 20 år siden. Det var d. 28. oktober 2000, hvor hun dirigerede Bachs Magnificat og Jesu, meine Freude. Siden har hun udviklet og formet både sig selv og ensemblet, og vi er glade, stolte og taknemmelige for, at hun stadig er den, der svinger taktstokken hos netop os. Hendes særegne og æstetiske facon, hendes energi og drive og ikke mindst store personlige og følelsesmæssige engagement farver både musik, musikere og publikum og gør hver koncert til noget helt særligt.

Nenia har selv valgt musikken til denne jubilæumskoncert, og vi glæder os til at fejre hende med Mendelssohns smukke og højdramatiske værk om profeten Elias.

Om musikken
Musikken er en dramatisk fortælling om profeten Elias, som den er beskrevet i Det Gamle Testamente. Det er ikke hverken små eller få ting, Elias bliver udsat for. Værket er fuld af naturens dramatiske udskejelser; storm, jordskælv, ild og skybrud, men også med tyste passager, hvor Elias møder Gud i stilheden og bliver trøstet af den blideste englesang.

For Nenia Zenana er temaet, at vi som mennesker kan opleve, at uanset hvor meget medgang vi har haft, for eksempel i form af 12-taller og guldmedaljer, så kan vi miste modet og knække sammen. Og der kan vi opleve at blive samlet op og igennem stilhed og omsorg finde styrke og heling.

Medvirkende:
Julie MeeRa Albertsen, sopran
Hanna-Maria Strand, alt
Valdemar Villadsen, tenor
David Wijkman, bas
Akademisk Orkester og Kor
Nenia Zenana, dirigent

Søndag den 1. november 2020 kl. 16:00
Rødovre Gymnasium, Hendriksholms Boulevard 28, 2610 Rødovre

Entre: 150/75 (for studerende og unge under 26)
Døren åbner en halv time før koncerten.
Billetsalget åbner d. 5. oktober kl. 9 på Billetto. 

Ændringer i planerne vil blive meddelt her på hjemmesiden.

Sådan overholder vi myndighedernes retningslinjer til Mendelssohns Elias

Vær hjælpsomme og kom i god tid, vis hensyn til hinanden og undgå at stå tæt i køen. Vi sørger for håndsprit og for at I kan holde afstand til hinanden.

Der er tydeligt markerede nummererede pladser i hallen. Hvis det alligevel er svært at finde på plads, vil der være hjælpere til stede, som vil anvise jeres plads. Det vil være en hjælp, hvis I ikke flytter på stolene og så vidt muligt undgår at forlade jeres plads, når I har fundet den.

Vi har fået lov at låne Rødovre Gymnasiums gymnastiksal til anledningen, og dens sårbare gulv tager ikke godt imod høje hæle og andet skarpt fodtøj. Vi håber, I vil huske på det og tage hensyn, når I tager de bløde sko på hjemmefra.

Hvis I har spørgsmål, tvivl eller bekymringer forud for koncerten, er I velkomne til at skrive til kasserer@akademisk.kor.dk.

Sidst men ikke mindst minder vi om, at alle som føler sig syge bliver hjemme under dynen. 

Læs mere om komponisten og værket.


Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Dette websted blev oprettet 16-08-1995.