Akademisk Kor inviterer alle, der har lyst, til at overvære en workshop med to gæsteinstruktører, som vil arbejde med korets udtryk. Undervejs vil publikum have mulighed for at gå i dialog med musikken, koret og instruktøren.
Workshoppen foregår:
30. september kl. 13:00 - 17:00
Skolen ved Søerne
Niels Ebbesens vej 10, Frederiksberg
Akademisk Kor arbejder i efteråret 2018 med Haydns Skabelsen, som opføres sammen med Akademisk Orkester i Helligåndskirken d. 4. november kl. 19.30 og i Sct. Mariæ Kirke, Helsingør d. 3. november kl. 16.00.
Det er derfor 3 udvalgte satser fra Skabelsen, de to gæsteinstruktører d. 30. september vil massere og bearbejde, så kor og publikum får mulighed for at opleve en sats udsat for forskellige udtryk.
Som publikum får man altså indblik i, hvordan og hvornår musikken berører os på forskellige måder, og kan måske også kigge lidt ind bagved processen om, hvorfor det sker. Publikum vil også høre, hvor forskelligt de samme noder faktisk kan udtrykkes, og hvilken proces der leder op til en koncert.
Undervejs vil publikum blive bedt om at gå i dialog med musikken ved at vurdere og kommentere – det foregår ved at man anonymt via sms på mobilen sender kommentarer, som kommer op på et lærred bag koret. Kommentarer være synlige for alle, så der vil være et live debatspor, mens instruktøren arbejder. Efter arbejdet med hver sats vil publikum få mulighed for at stemme om, hvilken udgave de foretrækker og gerne vil høre som afslutning på den pågældende session.
De to gæsteinstruktører er:
- Brian Grønbæk Jensen (sanger, sanglærer, dirigent) som vil arbejde med forskellige musikalske og klangmæssige udtryk
- Mette Ovesen (instruktør, koreograf) som vil arbejde med forskellige fysiske og kropslige udtryk
Medbring mobiltelefon, hvis du vil deltage i debatten.
Kl. 13 lægger vi ud med en fælles opvarmning, hvor publikum er velkomne til at deltage. Vi får også en instruktion i, hvordan mobilen anvendes til at deltage i debatten.
Akademisk Kor er et traditionsrigt ensemble, der har eksisteret siden 1935. Koret opfører oratorier, messer og andre klassiske værker, oftest sammen med det mere end 100 år gamle Akademisk Orkester.
De sidste 18 år har Nenia Zenana dirigeret både kor og orkester. Zenanas stil er kendetegnet ved originale fortolkninger og nye vinkler, og hun befinder sig godt i grænsefeltet mellem oratorium og det sceniske.
På denne dag vil Nenia Zenana sidde helt fremme på stolen og observere og suge til sig fra sine to kolleger. Og så er det ikke umuligt, at hun vil blande sig i debatten.