27. november 2020

Akademisk Kor synger julen ind

Koncerten er desværre aflyst.

Akademisk Kor, dirigeret af Nenia Zenana, synger julen ind med en blanding af danske salmer, engelske carols og flere af de værker, der giver julehygge-gåsehud. Se det fulde program nedenfor.

På grund af de gældende restriktioner for at undgå smittespredning vil koret synge siddende og have ryggen til publikum. Men vær vis på, at lyden vil danse op ad vægge og lofter, så julestemningen vil nå alle ører og hjerter. Som en bonus får publikum den sjældne fornøjelse at se fronten af dirigenten under koncerten. 

Der er begrænset plads til publikum, så vi forventer, at der bliver fyldt op. For at sikre en plads og undgå kø i døren, skal man derfor booke en billet på forhånd via Billetto. 

Entreen er frivillig, dvs. billetten koster 0 kr. Billetbookingen åbner d. 1. december kl. 12.

På dagen inviterer vi publikum til at betale et frivilligt beløb for koncerten. Det vil vi derefter donere som en julegave til Børns Vilkår, som arbejder for at ingen børn bliver udsat for svigt ❤️️.

Døren åbner en halv time før koncerten starter.

Program:

  • Halleluja (fra Messias)
  • Det kimer nu til julefest
  • Away in a manger 
  • O Magnum Mysterium
  • For unto us a child is born (fra Messias)
  • What sweeter music
  • En rose så jeg skyde
  • O, come all ye faithful
  • In the bleak midwinter 
  • Mit hjerte altid vanker 
  • Jul, jul, strålande jul 
  • Once in royal Davids city 
  • Barn Jesus 
  • Candlelight carol
  • Dejlig er jorden 

Lørdag d. 19. december kl 16

Kristkirken, Enghave Plads, København 

 

20. november 2020

Ingen Messias i Domkirken med Akademisk Orkester og Kor i 2020

Desværre er det ikke muligt at afvikle Messias i år grundet restriktioner. Derfor har vi aflyst koncerten for første gang siden 1951 – det må også siges at være en slags bedrift. Vi planlægger at komme stærkt tilbage til næste år.

Kulturministeriet har indskærpet, at alle medvirkende til koncerter skal være siddende under hele koncerten. Det gælder både sangere og solister. De har også præciseret, at publikum og medvirkende ikke må have front mod hinanden. Vi beklager meget, men af de årsager finder vi det ikke muligt at gennemføre en Messias-koncert.

Til gengæld arbejder vi på at invitere til korkoncert med julesange og –salmer. Til den vil koret sidde på kirkebænkene med front mod alteret. Publikum sidder bagved med ansigtet i samme retning. Det vil sige, at koret vil synge med ryggen til publikum, men musikken vil flyde lystigt rundt i hele kirkerummet og nå alles ører. Ikke mindst får publikum den særlige fornøjelse at se ansigtet på dirigenten under koncerten. Mere info om koncerten følger, men sæt kryds i kalenderen d. 19. december, hvor vi fylder Kristkirken på Vesterbro med julesang.



Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Dette websted blev oprettet 16-08-1995.