1. oktober 2018

Skabelsen af Haydn

Joseph Haydn

Akademisk Orkester og Kor dirigeret af Nenia Zenana inviterer til en festlig koncert, når vi opfører Haydns musikalske fortolkning af verdens skabelse, som den er beskrevet i Det Gamle Testamente.

Som solister - hhv. ærkeengle og Adam og Eva - får vi fornøjelsen af tre dejlige sangere:
  • Signe Sneh Durholm (sopran)
  • Valdemar Villadsen (tenor)
  • Teit Kanstrup (bas).
Sæt kryds i kalenderen og bestil dine billetter nu.

3. november 2018 kl. 16
Sct. Mariæ Kirke, Helsingør
Entre: 120 kr. (halv pris for studerende og unge under 26)

4. november 2018 kl. 19:30
Helligaandskirken, København
Entre: 150 kr. (halv pris for studerende og unge under 26)


27. september 2018

Händels Messias 2018

I år opfører Akademisk Orkester og Kor Händels Messias to gange.

Københavns Domkirke, 5. december 2018 kl. 19:30

Vi har opført Händels Messias i Københavns Domkirke hvert år siden 1946, så selvfølgelig er 2018 ingen undtagelse.

Vi glæder os til nok en gang at dele en aften i Vor Frue Kirkes smukke højloftede rum med det værk, som vi er så mange, der holder af og ikke vil undvære i december.

Kirken bliver inddelt i tre sektioner, hver med sin tilhørende priskategori.
- Gul sektion: 200 kr. (ca. 240 pladser, udsolgt)
- Blå sektion: 180 kr. (ca. 430 pladser, udsolgt)
- Grøn sektion: 160 kr. (ca. 330 pladser)
I den grønne sektion er der halv pris for studerende og unge under 26.

Forsalget af billetter til årets Messias-koncerter med Akademisk Orkester og Kor er nu åbnet. Læs mere om billetsalget.

Blocs & Walls, 8. december 2018 kl. 19:00

Når vi tager Händels storværk med til Blocs & Walls, nordens største klatrehal, bliver det med klatrende engle på væggen, farver på kor og orkester og en åben bar i baggrunden.

For mange er det en fast juletradition at høre Messias. Knap så mange har oplevet værket i denne uformelle og mere farverige indpakning, som Akademisk Orkester og Kor indbyder til lørdag d. 8. december.

Kor og orkester vil være indhyllet i farver, og solisterne vil bevæge sig rundt i rummet og måske komme helt tæt på publikum.

Undervejs i koncerten vil dirigent Nenia Zenana henvende sig til publikum og introducere hvert af de fem temaer, hun inddeler værket i. Er det første gang du hører Messias, er dette derfor en god mulighed for at få indblik i musikken og den fortælling den formidler. Garvede Messias-lyttere vil måske høre nye vinkler.

Der er udsolgt til denne koncert.

Medvirkende:
- Signe Sneh Durholm, sopran
- Johanne Thisted Højlund, alt
- Adam Riis, tenor
- Simon Duus, bas
Akademisk Orkester og Kor
Nenia Zenana, dirigent

Læs mere om koncerterne.

Her er Københavns Domkirke:



Her er Blocs & Walls:

31. august 2018

Åben korworkshop om musikkens udtryk

Musik og følelser – hvordan, hvornår og hvorfor berører musikken os?

Akademisk Kor inviterer alle, der har lyst, til at overvære en workshop med to gæsteinstruktører, som vil arbejde med korets udtryk. Undervejs vil publikum have mulighed for at gå i dialog med musikken, koret og instruktøren.

Workshoppen foregår:

30. september kl. 13:00 - 17:00
Skolen ved Søerne
Niels Ebbesens vej 10, Frederiksberg

Akademisk Kor arbejder i efteråret 2018 med Haydns Skabelsen, som opføres sammen med Akademisk Orkester i Helligåndskirken d. 4. november kl. 19.30 og i Sct. Mariæ Kirke, Helsingør d. 3. november kl. 16.00.

Det er derfor 3 udvalgte satser fra Skabelsen, de to gæsteinstruktører d. 30. september vil massere og bearbejde, så kor og publikum får mulighed for at opleve en sats udsat for forskellige udtryk.

Som publikum får man altså indblik i, hvordan og hvornår musikken berører os på forskellige måder, og kan måske også kigge lidt ind bagved processen om, hvorfor det sker. Publikum vil også høre, hvor forskelligt de samme noder faktisk kan udtrykkes, og hvilken proces der leder op til en koncert.

Undervejs vil publikum blive bedt om at gå i dialog med musikken ved at vurdere og kommentere – det foregår ved at man anonymt via sms på mobilen sender kommentarer, som kommer op på et lærred bag koret. Kommentarer være synlige for alle, så der vil være et live debatspor, mens instruktøren arbejder. Efter arbejdet med hver sats vil publikum få mulighed for at stemme om, hvilken udgave de foretrækker og gerne vil høre som afslutning på den pågældende session.

De to gæsteinstruktører er:
  • Brian Grønbæk Jensen (sanger, sanglærer, dirigent) som vil arbejde med forskellige musikalske og klangmæssige udtryk
  • Mette Ovesen (instruktør, koreograf) som vil arbejde med forskellige fysiske og kropslige udtryk
Arrangementet er gratis og kræver ingen forhåndstilmelding. Dog er der ikke plads til mere end 80 i salen.

Medbring mobiltelefon, hvis du vil deltage i debatten.

Kl. 13 lægger vi ud med en fælles opvarmning, hvor publikum er velkomne til at deltage. Vi får også en instruktion i, hvordan mobilen anvendes til at deltage i debatten.

Akademisk Kor er et traditionsrigt ensemble, der har eksisteret siden 1935. Koret opfører oratorier, messer og andre klassiske værker, oftest sammen med det mere end 100 år gamle Akademisk Orkester.

De sidste 18 år har Nenia Zenana dirigeret både kor og orkester. Zenanas stil er kendetegnet ved originale fortolkninger og nye vinkler, og hun befinder sig godt i grænsefeltet mellem oratorium og det sceniske.

På denne dag vil Nenia Zenana sidde helt fremme på stolen og observere og suge til sig fra sine to kolleger. Og så er det ikke umuligt, at hun vil blande sig i debatten.

Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Dette websted blev oprettet 16-08-1995.