Sjælens fodtrin
et åndedræt – et hjerteslag – et skridt ad gangen
Akademisk Orkester og Kor har til daglig rødder i de store oratorier – requier, messer, passioner. Men hver sommer går koret nye veje med gammel eller ny musik, hvor der ofte eksperimenteres med nye koncertformer. Koret vil gerne med dette års sommerkoncert skabe et rum, hvor der er plads til stilheden, reflektionen, meditationen, tanken, sjælens åndedræt.
Udgangspunktet er Thomas Koppels klaverimprovisationer, udgivet på cd efter hans død. Koret synger indover Thomas Koppels musik, ovejende ordløst – men indimellem finder musikken plads til ord, taget fra digte Thomas Koppel selv har skrevet til hver enkelt improvisation. Et par af improvisationerne bliver taget skridtet videre når temalinierne vokser og gror og bliver en selvstændig sang, som lægger op til eller efterfølger improvisationen den udspringer af.
Der synges henover cd’en, således at det så at sige er Thomas Koppel selv, der spiller til.
Thomas Koppels musik suppleres med satser af Morten Lauridsen, amerikansk komponist med danske rødder. Kendt for sin evne til at skrive enkelt og klart – som en stille sommernat hvor hjertet taler og tanken tier.
Koncerten afholdes søndag den 25. maj 2014 kl. 16.00 i Dyssegårdskirken i Hellerup, og billetsalget er åbent.
Musikken opføres også i Roskilde Domkirke, fredag den 23. maj 2014 kl. 20.00. Der er gratis adgang i Roskilde Domkirke, da opførelsen er en del af Natkirken, og der er derfor ikke billetsalg til denne opførelse.
Dirigent ved begge opførelser er Nenia Zenana.
Læs mere om sommerkoncerten.
Hent programmet her.