5. februar 2016

Mere om Bernstein-koncerten i Synagogen

Leonard Bernsteins Chichester Psalms og Symfoni nr. 3, "Kaddish", er på programmet for Akademisk Orkester og Kor som forårskoncert 2016 i Københavns Synagoge.

"Gennem natten" er temaet for denne enestående koncert, hvor ca. 120 sangere og musikere fylder Københavns synagoge med moderne klassisk musik.

Det er netop en rejse gennem nattens dybe mørke, Bernstein tager os med på i sin symfoni nr. 3, med tilnavnet Kaddish. Ikke alene har han sat den traditionelle Kaddish-tekst i musik, han har også skrevet en personlig bøn, som en fortæller reciterer, så de to bønner flettes sammen til en samlet fortælling. I teksten retter fortælleren en forurettet vrede mod sin skabende himmelske fader, og stiller spørgsmålstegn ved det guddommelige ansvar for menneskeheden.  

Orkesteradministrator Karsten Philip deltager som fortæller. Det var Bernsteins tekst, som fascinerede Karsten Philip, og inspirerede ham til at opføre værket: "Den rører ved så meget af det, der foregår ude i verden i dag, fortæller han, og fortsætter: "Jeg er nok ikke den eneste, der spørger sig selv, hvordan det kan være, at verden er, som den er, hvis vi fra det guddommelige har lært, at vi skal passe på hinanden."

Karsten Philip har selv en stor passion for recitation og oplæsning, og glæder sig derfor til at lægge stemme til Bernsteins vedkommende og smukke tekst d. 13. marts. Karsten Philip har fungeret som administrator for Akademisk Orkester siden 2000, og har også ved flere tidligere koncerter med stor succes deltaget som oplæser.   

Som en lys og lovende optakt til Kaddish opfører Akademisk Orkester og Kor også Bernsteins melodiske Chichester Psalms, med tekster fra Salmernes Bog.

På grund af den store interesse opføres koncerten to gange. Der er kun få billetter tilbage til koncerten kl. 16, og billetsalget til kl. 19 er åbent, så køb nu, hvis du vil være sikker på at få en plads til koncerten. Billetter kan købes her på hjemmesiden, på Billetnet eller via Synagogen. Koncerten varer ca. 1 time.

Søndag d. 13. marts kl. 16 og kl. 19 i Københavns Synagoge
Leonard Bernstein: Chichester Psalms & Symfoni nr. 3, Kaddish
Medvirkende:
Akademisk Orkester og Kor
Julie Borgwardt-Stampe, sopran
Karsten Philip, recitation
Tobias Wessing, drengesolist

Nenia Zenana, dirigent

Mere om koncerten:

Chichester Psalms
Værket åbner med en bragende hyldest til morgengryet, dagen og livet. Der er lovsangsrøst for fuld udblæsning. Der er tro og tillid i sin reneste form, talt fra den barnemund, der en dag bliver Kong David. Og der er inderlige toner, der indgyder fred og broderligt fællesskab. Alt sammen i ord fra Salmernes Bog.

Symfoni nr. 3, "Kaddish"

I Kaddish falder mørket på. Bernstein har skrevet en personlig Kaddish-tekst, som væver sig ind i den traditionelle Kaddish, så der er to sideløbende bønner, med stor personlighed og dyb dramatik. Bønnen bliver en rejse gennem tvivl og mørke og en kamp med Gud, som en teenager der kæmper med sin far med en indædthed, sårethed og respektfuld vrede, som man kun gør, når der er kærlighed på spil. Midt på natten er mørket dybt, og frustrationen stor.

Men nok engang gryr dagen, og med lyset vender håbet tilbage, og værket slutter med ordene: "Fader, vi har vundet endnu en dag."

Kaddish er en jødisk bøn, der ifølge tradition fremsiges tre gange dagligt af den førstefødte søn, efter han har mistet sin far.

Ingen kommentarer:


Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Dette websted blev oprettet 16-08-1995.